Hop til indhold

ICC: Udvandet udbytte af miljøministermøde

juni 11, 2010

(original-versionen af denne artikel skrev jeg til den grønlandske avis Sermitsiaq.)

Aqqaluk Lynge og den danske miljøminister Karen Ellemann er glade for at møde hinanden og udveksle synspunkter trods uenighed (foto: Steffen Fog)

De arktiske miljøministre holder i disse dage møde i Ilulissat om samarbejde for at beskytte havmiljøet i Arktisk. Aqqaluk Lynge ICC-formand i Grønland, forventer sig ikke meget af mødet.

Af Steffen Fog

Miljøministrene fra de arktiske lande er i øjeblikket samlet i Ilulissat for at enes om, hvordan man kan beskytte miljøet – især havmiljøet – i Arktis bedre, efterhånden som klimaforandringerne åbner op for øget industrialisering i Arktis, øget skibstrafik, olieefterforskning og udvinding af råstoffer i øvrigt.

I luften over Hotel Arctic, hvor mødet holdes, flyver de to helikoptere som Cairn Energy har hyret for at hjælpe selskabet i de prøveboringer ud for for Grønland, som selskabet håber at få tilladelse til at foretage denne sommer. Helikopterne minder således på nærmest symbolsk niveau om, at truslerne fra fx olieindustrien rykker nærmere Grønland.

Netop beskyttelse af miljø og natur fra olieulykker var et område Aqqaluk Lynge ICC-formand i Grønland havde håbet mødet kunne skabe større tryghed omkring

– Men jeg forventer en ret udvandet slutdokument fra mødet, siger han til Sermitsiaq.

Grønlandsk enegang
– Grønland går enegang og ser ud til at give tilladelse til prøveboringerne. Alle andre venter på grund af oliekatastrofen i den Mexicanske Golf. Obama har sagt, at man vil udskyde nye boringer i Arktis. Norge maner til forsigtighed omkring Lofoten, Canada er også forsigtig. Det er ikke godt for Grønland, hvis man går enegang. Vi bør rette os efter den internationale forsigtighed, siger Aqqaluk Lynge.

– Vi har ikke noget imod olieproduktion på land, men hvorfor i havet i Arktis? Det er vores vigtigste naturressource, og det arktiske havmiljø er ekstremt følsomt, siger Aqqaluk Lynge og peger ud mod mundingen af Ilulissat Isfjord og Isfjeldsbanken, hvor isfjeldene danner en kridhvid baggrund til den lidt regntunge himmel.

– Se derude. Dér, på havet, foregår det fiskeri, som Grønland lever af og er afhængig af. Fiskeriet er vores vigtigste erhverv. Hvis der sker en olieulykke, så går det ud over vores indtjening, siger han.

Ikke åben proces
Han fortæller at da ICC sendte sit høringssvar ind vedr. Cairn Energys bebudede olieefterforskningen denne sommer, mindede ICC om, at høringsprocessen efter deres mening ikke har fulgt de standarder, den burde.

– Det har ikke været en tilstrækkelig åben og fri demokratisk proces. Og det er gået for hurtigt. Vi mener, at det er nødvendigt med et pusterum med katastrofen i den Mexicanske Golf in mente. Vi skal træde meget varsomt nu, siger han

Ove Karl Berthelsen er dog ikke enig:

– ICC har været involveret og inviteret ind i processen hele vejen. Om det kan gøres bedre er en individuel vurdering. Vi har inviteret interne interessenter ind i processen, holdt borgermøder, lavet de nødvendige VVM-vurderinger som er blevet lagt offentligt frem. Jeg ved snart ikke, hvor vi kan gøre det bedre. Vi vil selvfølgelig gerne lære nyt, hvis vi har været for strikse og lukkede.

Den danske miljøminister, der er vært for mødet, vil ikke udtale sig kategorisk for eller imod den kommende olieefterforskning i Grønland

– Det ville ikke være korrekt af mig som dansk miljøminister at blande mig i et ressortområde, som ifølge selvstyreaftalen er grønlandsk.

Hun mener dog på et generelt niveau godt, at man kan fortsætte olieproduktion i Arktis.

– Hvis det foregår efter høje sikkerhedsforskrifter. Norge, Canada og andre arktiske nationer har jo heller ikke helt stoppet deres olieproduktion, trods katastrofen i den Mexicanske Golf, siger hun til Sermitsiaq

No comments yet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: