Helene og Rashid – ildsjæle i Haraldsgade-kvarteret
Helene og Rashid – ildsjæle i Haraldsgade-kvarteret
(tv-indslag på haralds.tv – en del af Kvarterløft Haraldsgade-kvarteret, København. Videoen er tilrettelagt og optaget af Steffen Fog og produceret i samarbejdet med Content Power House august 2009)
“1915” 17. april 2009 (nyhedsudsendelse fra Nuuk TV)
(“1915” daglig tv- nyhedsudsendelse fra Nuuk TV, lokaltv i Grønlands hovedstad – i denne udsendelse er jeg vært og reporter. Steffen Fog, 17. april 2009)
“1915” 16. april 2009 (nyhedsudsendelse fra Nuuk TV)
(“1915” daglig tv- nyhedsudsendelse fra Nuuk TV, lokaltv i Grønlands hovedstad – i denne udsendelse er jeg vært og reporter. Steffen Fog, 16. april 2009)
“1915” 14. april 2009 (nyhedsudsendelse fra Nuuk TV)
(“1915” daglig tv- nyhedsudsendelse fra Nuuk TV, lokaltv i Grønlands hovedstad – i denne udsendelse er jeg vært og reporter. Steffen Fog, 14. april 2009)
Haralds.tv PR-video
Haralds.tv PR-video
(Præsentations-video vedr. haralds.tv – en del af Kvarterløft Haraldsgade-kvarteret, København. Videoen er tilrettelagt og optaget af Steffen Fog og produceret i samarbejdet med Content Power House og Ulrik E. E. Gutt-Nielsen, februar 2009)
Brugere i klemme i video-krig
(original-versionen af denne artikel skrev jeg til magasinet eJour.)
Mediernes mange tilbud på net-tv kompliceres af de uens formater
Af Steffen Fog
Brugervenlige løsninger presser sig på i takt med, at flere medier — og andre udbydere — begynder at tilbyde video og net-tv. Udfordringen er at finde et udbredt video-format, som problemfrit kan bruges på alle platforme.
Endnu har en indholdsleverandør ikke mulighed for at vælge ét format og samtidig være sikker på, at alle brugere kan se ens indhold.
Om årsagen til den manglende platforms-uafhængighed primært er teknik eller ophavsret, går jeg ikke nærmere ind på her. Da drejer det sig om at udelukke andres formater, fordi der er så store summer involveret i at tvinge brugerne (fx broadcasterne) til at betale store licensbeløb. Og så handler det om kontrol med indholdet (ophavsretsinteresser).
Således har TV 2 Sputnik fx fravalgt video-formater, der virker på Mac og Linux, fordi de ifølge TV 2 leverer en dårlig teknisk rettighedsbeskyttelse.
Er man interesseret i den side af sagen, kan jeg anbefale at følge med i bl. a. Henrik Moltkes blog.
Ligner browserkrigen
De aktuelle video-problemer minder om tidligere tiders browserkrig. Da kunne man se tekster i bunden af hjemmesider a la “Denne side er optimeret til Internet Explorer. Hent den gratis her”.
Mange indholdsleverandører troede, at det var nok at kode til den mest udbredte platform og så se stort på andre brugere og på overholdelse af grundlæggende html-standarder.
Siden er det heldigvis blevet mere almindeligt at udvikle sit webindhold til flere forskellige browsere og platforme på én gang,
Måske altså netop med undtagelse af indhold med levende billeder.
DR anerkender Flash
DR er eksempel på en stor dansk medievirksomhed, som har problemet inde på livet.
Oprindeligt forfulgte DR en noget ensidig strategi om kun at levere sine levende billeder på nettet i Microsofts Windows Media format. For eksempel på DRs site til gensyn med aktuelle programmer og live-tv. Dette format gør indholdet svært tilgængeligt for andet end Windows-computere.
Brugerne har da heller ikke været sene til at klage. Det er sket især efter medielicensen fra 1. januar 2007, da DRs levende billeder ikke længere er en ekstra service, men faktisk noget, de fleste er tvunget til at betale for, uanset om det virker, og uanset om formatet passer til deres udstyr. Blandt andet det efterhånden stærke Mac-community herhjemme brokkede sig højlydt.
Det fik Lytternes og seernes redaktør hos DR Jacob Mollerup at føle (eJour: Stærk kritik af DRs streaming).
Siden har Jacob Mollerup udsendt sin rapport for 1. halvår 2008, og her noterer han, at 2008 ser ud til at medføre færre klager over teknik. Han begrunder det med, at DR har lavet forbedringer. Min mening er, at de færre klager mest skyldes øget kapacitet (serverkapacitet og båndbredde), selvom der da er sket forbedringer på formatsiden.
DR har nemlig åbnet en omvej ind til DR levende billeder for Mac- og Linux-brugere, som jeg omtaler længere nede.
Derudover signalerer DR noget af en åbning og et politik-skifte — godt gemt i den ny halvårsrapport (se side 18 her, pdf). Her står nemlig, at DR arbejder på at kunne afvikle video i Flash-formatet, som vil gøre DRs video-indhold mere tilgængeligt på tværs af platformene Windows, Mac og Linux.
Der er altså kræfter i DR, der vil gøre DRs video mere tilgængeligt. Dog fortsat med et proprietært format (Flash), som det koster DR penge at bruge (som Windows Media-formatet).
Det er et paradoks i denne sammenhæng:
* Mens DR stadig officielt anvender og betaler for Microsofts formater.
* Og DR fortsat ikke vil yde samme support og helt samme grad af funktionalitet for brugere uden en afspiller til Microsoft-formater.
* Så har DR lige fra starten anvendt Flash-formatet på net-arkivet DR Bonanza.
Andre eksempler
TV 2 Sputnik, der er husets internetsatsning til live tv og film, anvender Windows Media Player. TV 2 meddeler, at Sputnik som udgangspunkt ikke understøtter Mac og Linux platformene, dog med undtagelse af visse live-udsendelser (via VLC-afspilleren).
Så er det lidt besynderligt at konstatere, at TV 2 Sputnik på sin forside viser teasere i formatet Adobe Flash Playeren.
Ekstrabladet.tv, JPtv og Politiken.tv bruger alle Flash Playeren. Berlingske Tidendes net-tv anvender Windows Media-formatet.
Andre videosteder, der bruger Flash Player, er fx YouTube, Veoh, Babelgum, Vuze og Vimeo. Også Blip.tv anvender Flash ved første øjekast, men kigger man nærmere, kan man vælge mellem andre formater.
Løsning 1
Der er tre mulige løsninger på den aktuelle ‘video-krig’.
Én løsning kunne være, at indholdsleverandøren satser på det format, som ser ud til at blive mest udbredt og har størst muskelstyrke. Altså netop sådan som mange gjorde under browserkrigen.
Jeg tror ikke, at det er en farbar vej i længden. Medieforbruget og adfærden på internettet bliver mere og mere fragmenteret, og det ville ikke være muligt at finde et format, som alle kan lide, som alle kender til, og som alle kan bruge. Dertil er ændringerne i teknik, smag mv for hurtige.
Selv hvis det lykkes at finde et format, der virker hos mange, og som mange kan lide i det ene øjeblik, vil det snart være overhalet af andre formater, eller teknik / smag hos brugerne vil gøre det dårligt at anvende det næste øjeblik.
Men det kan være, at jeg ikke har ret. Visse tegn derude kan tyde på, at jeg ikke har ret.
For eksempel er BBC på vej med et open source-agtigt format, som skulle overkomme både ophavsretlige og tekniske platformsproblemer: Dirac.
Løsning 2
En anden løsning kan være at levere sit videoindhold i mange formater og til mange platforme på en gang. Altså sådan at det samme video-indhold leveres fx både i et format til
* Windows Media Player
* Adobe Flash Player
* VLC Player
* Apple Quicktime playeren mv.
Det vil selvfølgelig koste noget i licenser og i hardware og tid til konverteringer, ligesom produktionsflowet bliver en anelse mere kompliceret. Det kan også give problemer for understøttelse af ophavsrets-beskyttelse (DRM).
Men det vil efter min mening sende et professionelt og klart signal om, at man imødekommer brugerne. Det understøtter således også princippet i enhver kommunikation om, at det er afsenderen, der er ansvarlig for at levere meddelelsen i en kode/et sprog, som modtageren behersker.
Det er denne løsning — med parallel udgivelse af video i flere formater — som DR i øjeblikket mere eller mindre officielt forsøger sig med. På de officielle tv-sider i DR er man stadig tilhænger af Windows Media Player, men indholdet kan parallelt hermed nås i en åben beta-test via Quicktime-afspilleren og VLC-afspilleren (se DR’s brugerguide). Det er især til fordel for Mac- og Linux-brugere.
Løsning 3
En tredje ‘løsning’ vil jeg snarere kalde en udvikling, som medier kan satse på, men som de umiddelbart ikke har den store direkte indflydelse på,
Det er den udvikling, der efterhånden gør det mindre vigtigt, hvilket format de levende billeder leveres i, fordi brugernes afspillere bliver i stand til at kapere flere og flere formater.
Playeren Miro (tidligere Democrazy) kunne være et bud på denne tendens. Det er en open-source player, der tror på åbne medieformater. Den virker på både Mac, Linux og Windows og afspiller alt fra Quicktime, WMV, H.264, Divx og Windows Media til Flash, MPEG, AVI, XVID osv.
Adobe Media Player er en anden multi-format-afspiller.
Jo flere der kommer af den slags playere, jo mindre bliver problemet med formater og platforme.
Men der er lang vej endnu. Og det løser heller ikke indholdsleverandørernes problem med at betale de dyre licenser til ejerne af formaterne, hver gang de vil levere et stykke video — uanset om det for eksempel skal være i Windows Media-formatet eller Flash-formatet.
Den dag ejerne af formaterne for alvor skruer op for prisen, får indholdsleverandørerne et problem, hvis de har baseret hele deres infrastruktur og produktionsflow på ét bestemt proprietært format. Så kan det være svært at skifte væk fra dette igen. Og det kan vise sig nødvendigt at betale ejeren af formatet selv meget høje priser, fordi alternativet — helt at skifte format — er endnu dyrere.
Åbne, ikke-kommercielle formater som fx OGG Theora eller det tidligere omtalte Dirac kan være løsninger i den situation.
Grønlands gode forbindelser
(Original-versionen af denne artikel skrev jeg til eJour, oktober 2008, Danmarks Journalisthøjskoles medie om internet-journalistik og nettets betydning for journalistik. Se originalen her: Original-version.)
Store forandringer af journalistikken på grund af et bundt fibre på havbunden.
Af journalist Steffen Fog.
Grønland bliver til marts forbundet med både Europa og Nordamerika via et 4.700 km langt søkabel, Greenland Connect, den hidtil største udskrivning (totalt 1,2 mia kr) for det lille samfund med 57.000 indbyggere. De 4.700 km svarer til afstanden fra København til Burkina Faso i Afrika.
Dermed kan det grønlandske medielandskab se frem til at blive ændret hurtigere end øens bjerglandskaber, der ellers hastigt skifter karakter på grund af bræer, der smelter væk.
Især for fire forhold får kablet efter min vurdering betydning:
– De grønlandske netbrugeres (læseres, seeres, lytteres) adfærd
– Journalisters arbejdsvilkår og arbejdsredskaber
– Formidling af journalistik og stof til folk i Grønland fra grønlandske medier
– Udbredelse og tilgængelighed af journalistisk stof fra Grønland til omverdenen og vice versa
– Pris ned, trafik op
Det første forhold er stærkt påvirket af, at bredbånds-internet i Grønland i dag er volumentakseret, dvs man betaler 42 øre pr MB. Med et søkabel vil priserne formodentligt falde, og brugeradfærden vil derfor ændre sig, så folk surfer mere frit og efter interesse, frem for alene at holde sig til de strengt nødvendige sider.
Det skaber mere trafik, men vil også betyde, at netforbrugerne orientere sig bredere og ikke mindst mere fragmenteret. Dermed kan de fælles referencerammer blive smallere, og efterspørgslen vokser efter flere (journalistiske) sites i, om og fra Grønland.
Produktivitet i medier
Nok har journalister i Grønland i dag samme digitale og elektroniske redskaber, som journalister kender i Danmark. Men arbejdsvilkårene er påvirket af de langsommere nethastigheder.
Ligesom hurtigere computere og processorer kan øge en journalists produktivitet på kontoret, kan hurtigere internet have samme effekt.
Det gælder fra noget så banalt som kortere svartider på søgning, over ny muligheder for at leje og bruge servere i Danmark og over til avanceret databehandling eller database-brug under CAR-arbejde (computer assisted journalism).
Netkapacitet vokser
For det tredje øger søkablet den samlede internetkapacitet, og samtidig har Tele Greenland besluttet af opgradere radiokæden, der forbinder de fleste af de øvrige grønlandske byer.
Dermed får langt de fleste forbrugere bedre og hurtigere forbindelser. Tele Greenlands prispolitik resulterer formodentlig i, at alle i Grønland får adgang til billigere internet — og ikke kun de byer, som bliver direkte koblet på søkablet (Nuuk og Qaqortoq).
Herigennem bliver der åbnet for ny platforme til formidling af journalistisk stof i Grønland, fx mere brug af podcasts, video på nettet, live-webcasts fra begivenheder, webcams osv.
En af Grønlands landsdækkende aviser har allerede taget nogle af disse muligheder i brug med video på nettet og webcams.
Hosting i Danmark
Der er næppe tvivl om, at det samlede forbrug af indenlandsk journalistisk stof i Grønland vil vokse, ligesom de bedre forbindelser åbner for flere nichemedier og smalle internetsites.
Dertil kommer, at indenlandske grønlandske medier kan hoste avancerede webløsninger i Danmark og lave mere avanceret indhold. De kan dermed også gøre brug af den større konkurrence, der er i Europa og USA på dét marked.
I dag er forbindelserne for dyre og for langsomme til, at grønlandske medier kan tilbyde deres brugere avancerede løsninger hostet i udlandet. Og da det kan være endnu dyrere at opbygge dem på servere placeret lokalt i Grønland, ligesom det kræver specialkompetencer, er grønlandske medier ofte afskåret fra avancerede tilbud.
Mere fokus på Grønland
Der er mere fokus på Grønland i disse år, bl.a. på grund af debatten om det globale klima.
Samtidig vokser den del af turismen, der efterspørger uberørt natur og kultur, eksotiske steder med stor herlighedsværdi og pralværdi.
Den udvikling bringer information og nyheder fra Grønland i højere kurs. Bedre muligheder for at sende digitalt, journalistisk behandlet stof fra Grønland til omverdenen kan vise sig at være et marked i vækst.
Jeg forudser meget mere digital formidling fra Grønland, fx webcams, der viser afsmeltning som det førnævnte fra avisen Sermitsiaq, men også lyd og levende billeder som webcast, podcasts, net-tv mv.
Her er det værd at bemærke, at forøgelsen af den potentielle båndbredde UD AF Grønland er meget større end IND I Grønland. De nuværende satellitforbindelser er nemlig asynkrone, dvs der er en større båndbredde ind i Grønland end ud (simpelthen fordi efterspørgslen fra grønlænderne af internetindhold hostet uden for Grønland naturligvis er større end efterspørgslen den anden vej).
Når hastigheden stiger og prisen falder, vil trafikken FRA Grønland uden tvivl også gå i vejret, og grønlænderne vil bruge internettet endnu mere, fx hente mere stof fra omverdenen.
Folk i Grønland er meget sultne efter nyt fra omverdenen og er vokset op i en kultur, der i høj grad er glad for teknologi (og i højere grad end fx Danmark er afhængig af den).
Havis og internet
Samlet set kan man altså vente ændringer i internetadfærden i Grønland og herunder i journalistik på nettet, når Greenland Connect åbner.
Ligesom havisen gjorde det muligt for eskimoerne fra Canada at gå over Smith Sund og befolke Grønland for omkring 1100 år siden, invaderer internet via søkablet snart for alvor Grønland.
(Original-versionen af denne artikel skrev jeg til Teknologirådets blad Teknologidebat nr. 2, 2008 Se originalerne her: Original-version, side 1. Original-version, side 2. Original-versionen på nettet.)
Er overvågningen af borgerne et nødvendigt onde for at undgå et endnu værre onde, nemlig terror? Eller er overvågningen et urimeligt brud på principperne om det åbne samfund med frihed til privat, hemmelig kommunikation? To personer med indsigt giver deres synspunkter på emnet.
Af journalist Steffen Fog
Per Helge Sørensen er bestyrelsesmedlem i Digital Rights, en forening der arbejder for øget opmærksomhed på digitale rettigheder. Han arbejder sideløbende som ingeniør med speciale inden for it-sikkerhed. Han mener, at overvågningen er ude af proportioner og alt for omfattende i forhold til dens formål.
For eksempel mener han, at logningsbekendt-gørelsen, der gør, at data om samtlige e-mails, telefonopkald, sms’er og hjemmesider, man besøger, bliver gemt af alle teleselskaber til politiet.
“Ved hjælp af oplysningerne om, hvem jeg ringer og mailer til og hvilke hjemmesider, jeg besøger, vil man være i stand til at tegne et meget detaljeret billede af mit privatliv. Det er utrygt,” mener han.
Kan man definere en grænse for, hvornår overvågningsteknologien forsvarer demokrati og privatlivsrettigheder, og hvornår den er uacceptabel?
“For mig har man overskredet den, når man begynder at overvåge befolkningen generelt, som man gør med logningsbekendtgørelsen. Der er forskel på at overvåge én konkret person på baggrund af mistanke og dommerkendelse, og på at gemme data om hele befolkningen, selvom der ikke ligger en konkret mistanke,” siger han.
Overvågning ikke formålet
“Man går ind og bruger teknologien – f.eks. mobil og internet – som et overvågningssystem. Det var jo ikke til det formål, de blev designede, og ingen af os købte en mobiltelefon for, at politiet skulle kunne følge vores færden. Men nu kan man altså overvåge borgeren og se, hvor de har været og, hvad de har foretaget sig et helt år tilbage,” siger Per Helge Sørensen.
“Man er gået fra at efterforske efter en konkret mistanke til at designe verden, så alle kan overvåges. Deri ligger der en principiel grænse for os,” siger han.
“Vi har alle noget at skjule, selvom det ikke er ulovligt. Det er en del af vores personlighed, det er jo fx også derfor, at vi ikke vil have kameraer i vores hjem,” siger han. ”Det er menneskeligt at ville bevare noget for sig selv. Hvis man føler sig overvåget, handler man ikke frit. Det er lykkedes at præsentere det som om, det kun er terrorister, det går ud over, men det er os alle sammen,” siger Per Helge Sørensen.
Overvåg hjemmet og bilen
“Man kan spørge sig selv, i hvor høj grad terrortruslen er følelsesmæssig og frygtbaseret, og i hvor høj grad den er konkret? Og man kan sammenligne med andre ting, der slår folk ihjel,” siger Per Helge Sørensen.
“For eksempel sker en stor del af volden i samfundet i hjemmet. Og det er også der, at der sker flest overgreb mod børn. Så skulle man vel sætte kameraer op i folks hjem? Men det gør man ikke, for den grænse vil ingen overskride,” siger han.
“Trafik er også en stor dræber, så det ville vel være praktisk med kamera i alle biler, eller GPS-styring af, hvor hurtigt folk må køre. Men det vil man ikke, og dermed tyder det på, at overvågningen ikke handler om at redde mennesker. Det handler om, at terror er en symbolsk ting. Derfor accepterer vi meget vidtgående indgreb, mens der ikke gribes ind på de områder, hvor der virkelig er en trussel mod vores liv,” siger han.
Overvågning ikke så slem
Mads Bryde Andersen, der er juraprofessor på Københavns Universitet, er ikke enig med Per Helge Sørensen. Han mener ikke den nye overvågningslovgivning er så slem.
“Jeg er ikke angst for at privatlivet – hvad det så end er, og hvordan man så end måler det – er ved at forsvinde. Vore folkevalgte politikere har efter grundige diskussioner i de enkelte tilfælde truffet en lang række politiske beslutninger, der har givet myndighederne mulighed for at råde over oplysninger om privatpersoner i forskellige henseender. Selv har jeg svært ved at pege på, at nogen af disse beslutninger har overskredet etiske grænser,” siger han.
Privatliv kan ikke måles
Han medgiver dog, at det kan være svært at afgøre endeligt, om prisen ved overvågningen er opvejet af fordelene.
“Det er nemlig ikke muligt at måle, hvor meget sikkerhed vi får til gengæld for myndighedernes aflytningsmuligheder, idet dette kræver opstilling af klare forbrydelsesscenarier med og uden aflytning mv.”, siger Mads Bryde Andersen.
Han mener ikke, at det giver mening at stille spørgsmålet, om man kan varetage samfundets sikkerhed og iværksætte overvågningen uden samtidig at krænke privatlivets fred.
“Det er ikke muligt at måle, hvor meget eller lidt privatliv, vi havde i går og har i morgen. Begrebet er udefineret, og der er ingen skala at måle efter. Lad mig give et eksempel: For 100 år siden var der meget lidt “privatliv” i landsby- og provinssamfundet, hvor alle vidste alt om alle, og hvor sladder var en naturlig del af social omgang. I storbysamfundet er privatlivet – på godt og ondt – øget betydeligt i den henseende, idet man kan bo i total isolation, hvis man vil. Omvendt er der mindre “privatliv”, hvis man måler på, hvor mange elektroniske spor, der efterlades her og der. Hvad er bedst?” spørger Mads Bryde Andersen.
To forskellige syn
Per Helge Sørensen og Mads Bryde Andersen repræsenterer to forskellige holdninger til, om den voksende overvågning i samfundet er et onde, som kan accepteres, fordi fordelen er større end ulempen. Modstanderne af overvågningen har det syn, at overvågningen krænker privatlivet mere end det gavner. Mens tilhængerne mener, at det er et acceptabelt tiltag i forhold til alternativet.
Krænkelserne af privatlivet via overvågning har hidtil i høj grad været en bivirkning ved overvågningen, som sker utilsigtet, fordi teknologien har en række mangler. Det er målet med udviklingen af nye overvågningsteknologier, at Per Helge Sørensen og andre kritikere i fremtiden forhåbentlig vil blive mere tilfredse – hvis det vel at mærke lykkes at udvikle overvågningsteknologien i en mere privatlivsvenlig retning – at man indretter metoder og principper i overvågningen som i højere grad tager højde for at beskytte privatlivet og personfølsomme oplysninger.
Det teknologiske fix er dog ikke et vidundermiddel, men det er håbet, at den i sammenhæng med andre tiltag forhåbentlig kan hjælpe til mere privatliv i en overvågningstid.
FAKTABOKS:
HVAD ER SIKKERHEDSTEKNOLOGI?
Sikkerhed kan defineres som fravær af fare – det vil sige en tilstand, hvor det ønskede status quo ikke på nogen måde er truet eller forstyrret. I PRISE projektets kontekst forstås sikkerhed som samfundets sikkerhed – eller mere præcist – sikkerhed, som omfatter de borgere, der udgør samfundet. Udtrykket sikkerhedsteknologi kan dække alt fra private alarmsystemer og PC virus beskyttelsessystemer til grænsekontrolsystemer og internationalt politisamarbejde. PRISEprojektet har forfattet en række scenarier som hovedsageligt fokuserer på teknologier eller midler (systemer, lovgivning etc.) som har til formål at forbedre samfundets sikkerhed med hensyn til trusler fra individer, eller grupper af individer (ikke fra stater). Dette omfatter kriminalitetsbekæmpelse, antiterror aktiviteter, grænsekontrol aktiviteter etc.
Bornholm set fra oven
Bornholm set fra oven
(TV-indslag, DR Bornholm, juni 2008. Filmet, tilrettelagt, redigeret og speaket af Steffen Fog)
Forurenende biler
(TV-indslag, DR Bornholm, juni 2008. Filmet, redigeret og speaket af Steffen Fog)
Turisterne kommer
(TV-indslag, DR Bornholm, maj 2008. Filmet af Rasmus Kahlen, tilrettelagt, redigeret, sound dubbed og speaket af Steffen Fog)
Solskinsrekord
(TV-indslag, DR Bornholm, juni 2008. Filmet, redigeret og speaket af Steffen Fog)
Go’ gylle på Bornholm
Vores reporter Steffen Fog tager ud for at prøve at køre Bornholms største gyllespreder.
(TV-indslag, DR Bornholm, maj 2008. Filmet, redigeret og speaket af Steffen Fog og Rasmus Kahlen)
Bornholms Politi lærer at køre
(TV-indslag, DR Bornholm, maj 2008. Filmet af Rasmus Kahlen, tilrettelagt, redigeret og speaket af Steffen Fog)
Bornholms Politi får peberspray
(TV-indslag, DR Bornholm, maj 2008. Filmet, redigeret og speaket af Steffen Fog)
Mød din psykiater på nettet
(original-versionenaf denne artikel skrev jeg til Computerworld og Dagens medicin 21. september 2007.)
Af Steffen Fog
Via et kamera, en skærm og en hurtig opkobling til internettet, kan patienter inden for børne- og ungdomspsykiatrien i store dele af Region Sjælland tale med deres behandler. Det sparer en masse transporttid både for patient og behandler, og betyder i mange tilfælde, at patienten kan komme hurtigere til samtale. For det er nemmere for psykiateren at finde tid i kalenderen til en hurtig opkobling via videokonference, end at skulle afse tid til den ofte lange transport inden for regionen fra for eksempel Næstved til Nykøbing Falster.
Udstyret blev først indført i det tidligere Storstrøms Amt af overlæge og centerleder ved Psykiatrisk Børne- og Ungecenter, Flemming Sevaj. Den primære årsag var speciallægemanglen og de store afstande i amtet, der ikke er blevet mindre efter at Region Sjælland blev til.
Nytte ved patientsamtaler
Flemming Sevaj fortæller, at selvom udstyret ganske vist primært bruges som et redskab til intern kommunikation, patientkonferencer, uddannelse for personalet og psykiatrisk rådgivning af personalet på forskellige lokaliteter og institutioner i amtet internt, så har det også vist sin store nytte i forhold til patientsamtaler. I første omgang for børn og unge og yngre voksne, det vil sige 18-25 årige. Metoden er dog også ved at blive udbredt til voksenpsykiatrien i regionen.
Flemming Sevaj fortæller, at det er en stor tidsbesparelse i hverdagen at kunne bruge udstyret i stedet for at skulle køre måske en time hver vej for en enkelt konsultation. Det er nemmere at få plads til i kalenderen på den måde, og det afbøder den speciallægemangel, der ellers hersker i regionen.
»Det kan bruges for eksempel i forbindelse med en vurdering af, om det er forsvarligt at give en patient udgang eller udskrive patienten eller i forbindelse med justering af medicineringen,« siger Flemming Sevaj.
»Jeg er ikke i tvivl om, at når der er etableret fortrolighed, så er det et udmærket instrument til den slags rutinejusteringer på afstand,« siger han og tilføjer, at der altid er en kontaktperson til stede fysisk sammen med patienten, når der foretages en videokonsultation.
Regionen vil nu indføre udstyret på flere andre afdelinger.
.
FAKTA:
.
Fordele:
Poul Videbech, Overlæge, Center for psykiatrisk grundforskning, Psykiatrisk Hospital, Risskov samt formand for Dansk Psykiatrisk Selskab: »En samtale via videokonference er klart bedre end ingenting og kan afhjælpe store afstande. Men Danmark er jo et land med meget korte afstande, så mange gange kan det undgås.«
Poul Videbech: »Når man interviewer, spiller kropssproget en meget stor rolle, og det kan være svært at fornemme via videokonference. Der kan være en masse nuancer, som man ikke får med. Samtidig kan nogle patienter have meget svært ved en sådan samtale.«
Medicindatabase åben for misbrug
(Original-versionen af denne artikel skrev jeg til Dagens Medicin 22. marts 2007. Se originalen her: Original-version.)
Meget følsomme oplysninger om hver eneste danskers medicinforbrug og sygdomme er reelt frit tilgængelige for samtlige danske læger. Der gik to år, fra den såkaldte Medicinprofil åbnede for denne adgang, til den første misbrugssag blev opdaget sidste år. Lægemiddelstyrelsens overvågning mod misbrug kritiseres nu som virkningsløs.
Af Steffen Fog
Overlæge Hans Ulriksen på medicinsk afdeling på Skive Sygehus og praktiserende læge i Holstebro Lars Dudal Madsen har misbrugt deres adgang til stærkt fortrolige oplysninger om andre borgeres medicinforbrug i den såkaldte Medicinprofil (Den Personlige Elektroniske Medicinprofil, PEM).
Lægerne tiltvang sig sidste år adgang til oplysninger om 15 læger, der har tilknytning til den øverste danske fodbold række, Superligaen, og oplysningerne havnede i Ekstra Bladet og i en tv-udsendelse på DR, som Hans Ulriksens svigersøn var med til at producere.
Kritikerne mener, at den meget omtalte sag viser, at det værn mod misbrug, som Lægemiddelstyrelsen har sat op, ikke er godt nok – at det reelt er virkningsløst.
“Jeg tror, at det er en falsk tryghed, når man siger, at Lægemiddelstyrelsen overvåger systemet mod misbrug,” siger Margrethe Nielsen, sundhedspolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.
Styrelsen opdagede intet
Værnet skulle ellers virke ved, at Lægemiddelstyrelsen manuelt overvåger den registrering (logning) af, hvilke læger der har været inde i medicinprofilen og hente data, og hvilke data de har hentet.
Det er meningen, at Lægemiddelstyrelsen efterforsker sagen og får straffet de skyldige, hvis noget ser mistænkeligt ud.
Problemet er bare, at Lægemiddelstyrelsen ikke selv opdagede det misbrug, som Hans Ulriksen og Lars Dudal Madsen stod for. Det blev kun opdaget, fordi dem, som det gik ud over, undrede sig over, hvordan deres personfølsomme data pludselig kunne optræde i Ekstra Bladet og DR TV.
Herefter henvendte de sig til Lægemiddelstyrelsen, som først da satte en efterforskning i gang, som endte med, at de to læger blev straffet. Lægemiddelstyrelsens eget overvågningsprogram opdagede altså ikke misbruget.
“Sagen er lige præcis et eksempel på det, som man skal undgå. Logning som middel til beskyttelse af persondata er ikke tilstrækkeligt. Man kan næsten drage en parallel til den behandling af mennesker, der sker i sundhedsvæsenet. Vil man helst lave symptombehandling, eller vil man helbrede? Logning er kun symptombehandling, den vil ikke forhindre skadevirkningen,” siger Kim Aarenstrup.
Han er formand for Rådet for IT- og Persondatasikkerhed – et råd nedsat af Dansk IT for at styrke debatten om it- og persondatasikkerhed i virksomheder, hos det offentlige og for de private it-brugere.
“Hele tanken bag persondatasikkerhed er at beskytte de personlige data mod, at sundhedspersonale misbruger deres ellers legitime adgang til systemerne og for eksempel lækker informationerne til medier,” siger Kim Aarenstrup.
Han understreger dog, at han generelt anser det danske sundhedspersonale som meget ansvarligt, der ikke kunne finde på at misbruge retten til dataadgang.
Men han minder samtidig om, at hvis de teknologiske barrierer tillader
misbrug, skal der kun ét broddent kar til, før skaden er sket.
Kim Aarenstrup mener, at når man baserer sig på logning, dvs. overvågning af de registre, der viser, hvem der har været inde i systemerne, og hvad de har fortaget sig, gør man sig afhængig af et enormt revisionsapparat.
“Dermed bliver risikoen for at blive fanget minimal,” siger han.
Systemet er godt nok
Lægemiddelstyrelsen fastholder dog, at overvågningen af misbrug af
medicinprofilen via gennemgang af loggen er godt nok. Det forhold, at misbruget fra de to jyske lægers side ikke blev opdaget af
Lægemiddelstyrelsen selv, er ikke nok til at konkludere, at overvågningen ikke virker, mener Karsten Jørgensen, der er chefkonsulent i Lægemiddelstyrelsen, som er ansvarlig for overvågningen af Medicinprofilen.
“Vi kan jo ikke sidde og følge med i loggen over samtlige fem millioner
mennesker, der bruger medicin. Det kan ikke lade sig gøre. Vores kontrol bygger på stikprøver og derudover på, at den enkelte medicinbruger selv kan gå ind og se, om der har været nogen inde og kigge, som de ikke lige kender,” siger han.
Lægemiddelstyrelsen indrømmer, at der sagtens kan være foregået misbrug, uden at det er blevet opdaget.
“Der er ikke nogen, der har forestillet sig, at vi skulle opdage ethvert tilfælde af misbrug. Enhver kan sige sig selv, at det ikke kan lade sig gøre,” siger Karsten Jørgensen.
Karsten Jørgensen fortæller, at Lægemiddelstyrelsen ikke har nogen ansat til at overvåge Medicinprofilen, men at der er “nogle få” ansatte tilknyttet overvågningen af Medicinprofilen, og at der tages stikprøver et par gange om måneden.
Dertil kommer en automatiseret kontrol, som for eksempel reagerer, hvis en læge laver mange søgninger, og rammer et defineret loft.
Forbrugerrådet utilfreds
Men Margrethe Nielsen fra Forbrugerrådet har ikke tillid til, at den
automatiske overvågning har nogen effekt.
“Jeg tvivler på, at man via overvågning af søgemønstre kan opdage
misbrug. Dermed er borgeren reelt overladt til egen overvågning. Og det kræver en digital signatur og adgang til en computer på internettet at foretage denne overvågning. Der er mange borgere, som ikke har en digital signatur, eller som ikke kan finde ud af at bruge en computer. Dermed har de ingen mulighed for at holde øje med, om deres Medicinprofil bliver misbrugt,” siger hun.
“Logningen og egenkontrollen er langt fra tilstrækkelig sikkerhed for, at der ikke sker misbrug af Medicinprofilen. Selv hvis det lykkes at opdage et misbrug, så forhindrer det jo ikke, at oplysningerne alligevel bliver set af nysgerrige,” siger Margrethe Nielsen.
Hun mener ikke, at det er nok, at man ikke må misbruge Medicinprofilen. Det skal også gøres teknisk umuligt at misbruge den, for eksempel ved, at borgeren aktivt skal give samtykke til, at oplysningerne vises.
Det kræver sin kælk
Original-versionen af denne artikel skrev jeg til magasinet Adventure World (i dag “Opdag Verden”) nr. 68, juni 2005.
Afhængige af sårbare dataforbindelser
(Original-versionen af denne artikel skrev jeg til magasinet Computerworld 18. marts 2005. Se originalen her: Original-version.)
Et enstrenget telekommunikationsnet, vanskeligt terræn, is, sne og hårdt vejr gør dataforbindelserne mellem byerne i Grønland ustabile. Alligevel har virksomheder i Grønland gjort sig stærkt afhængige af forbindelserne.
Af Steffen Fog
Ilulissat, Grønland: Et par dage i august måned sidste år kunne man mellem Kangaamiut i syd og Uum- mannaq i nord på den grønlandske vestkyst opleve et næsten totalt nedbrud i telekommunikationen mellem byer og bygder – et nedbrud, der blandt andet ramte Grønlands to næststørste byer, Sisimiut og Ilulissat og næsten halvdelen af Grønlands befolkning.
Nedbruddet skyldtes, at en af den grønlandske radiokædes repeater-stationer manglede diesel til generatoren, og da der kun er meget ringe redundans i nettet, betød denne banale fejl, at hele byers telekommunikation brød ned. Bruddet varede i over et døgn, fordi vejret var for dårligt til, at man kunne flyve op til den øde fjeldtop.
Siden er der sket seks større eller mindre nedbrud på den mere end 1.600 kilometer lange grønlandske radiokæde. Den er backbone i al telekommunikation i landet mod nord og bærer alt lige fra radio- og tv-sig- naler, fastnet- og mobiltelefoni, rou- ternet, IP-data og internet til mariti- me radiosignaler og flyradio. Syste- met er hovedsagligt enstrenget, bort- set fra en smule redundans via nogle få tynde satellitforbindelser. Et van- skeligt terræn og et meget lille kun- degrundlag gør det nemlig økono- misk vanskeligt.
Alligevel er Grønland overrasken- de velforsynet med tele og it, og det teknologiske stadie og teknologian- vendelsen og –begejstringen i be- folkningen er høj.
En sårbar teleinfrastruktur kom- bineret med kravet om et højt tekno- logisk niveau hos virksomheder og i serviceapparatet, som har en intensiv brug af it og tele, kan give problemer.
Det kan man snakke med om hos Grønlands Rejsebureau. Computerworld har besøgt afdelingen i Ilulis- sat, smukt placeret på fjeldet ud til Diskobugten og med udsigt til den malerisk smukke ø Qeqertarsuaq. Her blev man også ramt af det totale nedbrud i august sidste år (se boks).
Nedbruddet ramte dette kontor særligt hårdt, da det er meget af- hængigt af dataforbindelserne ud af byen via Tele Greenlands radiokæde. Kontoret er tilkoblet flere løsninger hos leverandørerne – flyselskaber og rederier – alt sammen via servere langt væk. Samtidig benytter kontoret tynde Citrix- klienter, dvs. en terminal-server- løsning, der kører via en server i Nuuk, 680 radio- kædekilometer væk.
I de omkring 26 timer nedbruddet varede i august sidste år, kunne rejsebureauet ik- ke engang åbne et Word-dokument, for alle programmer kører på serveren i Nuuk.
– Al vores kommunikation og it er afhængig af radiokæden. Det er ikke bare vores almindelige arbejdssta- tioner – Citrix-klienterne – det er og- så vores booking og billetsystemer. For eksempel vores billetprinter her. Den kører via Amadeus (globalt bookingsystem til flybilletter, red.) langt herfra. Vi bestiller en billet, den bliver så behandlet i Nuuk og sendt tilbage og printet på vores bil- letprinter her i Ilulissat. Alt sammen via radiokæden, forklarer afdelings- leder i Grønlands Rejsebureau i Ilulissat, Espen Andersen.
Han tilføjer, at kontoret heller ikke kan lave andre typer billetter, ud- skrive regninger eller blot gå på in- ternettet og for eksempel booke ud- lejningsbiler for kunderne, hvis ra- diokæden er nede. Man kan heller ikke modtage dankortbetalinger, som kører via PBS’ server i Danmark, li- gesom tyverialarmen, som overvåges fra Nuuk, bliver ramt.
– Det sker flere gange om måne- den, at der er et eller andet knas et sted på systemet – enten på Tele Greenlands radiokæde eller på satel- litterne over Atlanten, siger Espen Andersen.
– Vi er mere sårbare end mange an- dre virksomheder. De fleste af vores arbejdsopgaver er nemlig afhængige af, at radiokæden er oppe, fastslår han.
Men hvorfor har Grønlands Rejse- bureaus forskellige afdelinger på Ky- sten gjort sig så sårbare og afhængi- ge af radiokæden?
– Vi har ikke noget valg. For det første er der ingen alternativer til Tele Greenland. For det andet er vi i vores branche afhængige af datafor- bindelserne. Vi kan ikke køre alting lokalt. For det tredje er der omkring 30 arbejdsstationer i Grønlands Rej- sebureau i Grønland, og det er svært at holde dem opdateret, for eksem- pel sikkerhedsmæssigt, og foretage brugeradministration, hvis det ikke kan ske via en central server, siger Espen Andersen.
Han fortæller, at rejsebureauet tid- ligere havde en lokal server, der kun- ne afvikle de fleste kritiske opgaver.
– Men den kan jo også gå i stykker, og det har vi faktisk oplevet. Det skete en fredag eftermiddag, og vi fik straks sendt den med fly til Nuuk, hvor den blev repareret og kom til- bage mandag morgen. Så vi slap med kun få timer i åbningstiden, hvor vi ikke havde en server.
– Selvom vi slap heldigt, viser ek- semplet, at der ikke er nogen nem løsning heroppe, og samlet set er fjernstyringen via radiokæden nok det bedste bud på it-udfordringerne i Grønland – det er i hvert fald vurde- ringen fra vores it-leverandør, siger Espen Andersen.
BOKS
DE SENESTE BRUD PÅ RADIOKÆDEN
5. marts 2005: Al telekommunikation, dvs. radio, tv, internet og mobiltelefon (dog ikke fastnet-telefoni) af- brudt i Sydgrønland i 20 minutter, pga. nedbrud på radiokædestationen Simiutaq nord for Qaqortoq. År- sag: Overisning af kommunikationsudstyret.
13. februar 2005: Al telekommunikation (undtagen fastnet-telefoni) i Grønland afbrudt i ca. en time. Årsag: Strømafbrydelse og fejl på nøds- trømsanlæg.
4. februar 2005: Ustabil forbindelse til byerne Uper- navik Qaanaaq, Tasiilaq og Ittoqqortormiut og deres bygder, der alle forsynes via satellit. Årsag: Dårligt vejr i Nuuk.
14. januar 2005: Al kommunikation undtagen data- net til og fra Sisimiut afbrudt i halvanden time. Årsag: Kortslutning.
25. – 28. december 2004: Al telekommunikati- on, dvs. radio, tv, internet, mobiltelefoni mv. (undtagen fastnet-telefoni) afbrudt i Sydgrønland i tre dage. År- sag: Svigtende strømforsyning på radiokædesta- tionen NAPO (Naajannguit Portornga) nord for Qeqert- arsuatsiaat. Afbrydelsen trak ud, fordi dårligt vejr forhin- drede Air Greenlands Sikorsky S-61-helikopter i at lande på fjeldtoppen, hvor repeaterstationen er placeret. Trods flere forsøg lykkes det først den 28. december det syv- mand store reparationshold medbringende 250 kg værk- tøj og reservedele at lande ved radiokædestationen, der ligger i 570 meters højde.
Flere dage i oktober 2004: Visse af Tele Green- lands satellitforbindelser afbrudt, hvilket afbrød al tele- kommunikation ind og ud af Upernavik, Qaanaaq, Pituf- fik, Tasiilaq og Illoqqortoormiut, som kun har forbindelse til omverdenen via satellit. Årsag: Solinterferens
26. – 27. august 2004: Al telekommunika- tion, dvs. radio, tv, internet, mobiltelefoni mv. (undtagen fastnet-telefoni og kystra- dio) afbrudt i Midt – og Nordgrønland i lidt over et døgn. Bruddet ramte blandt andet byerne Sisimiut, Aasi- aat, Ilulissat og Uumman- naq. Årsag: Brændstof- lækage på elværket på radiokædestationen på El- mers Fjeld nord for Maniit- soq (billedet).
Afbrydelsen blev forlænget, fordi dårligt vejr forhindrede Tele Greenlands reparationshold i at lande på stationen.
It i den digitale isverden
(Original-versionen af denne artikel skrev jeg til magasinet Computerworld 18. marts 2005. Se originalen her: Original-version.)
Grønland er kontrasternes land både geogra- fisk, kulturelt og ikke mindst teknologisk. Landet, hvor en hundeslæde ofte er det bedste transportmiddel i terrænet om vinteren ud til bygdernes telefoncentraler, har et meget moderne telenet.
Af Steffen Fog
Illulissat, Grønland: Grønland er nærmest som en frossen nød at knække rent telemæssigt. Markante fjelde op til næsten 4.000 meter. Hav og isfjelde så langt øjet rækker. Grønlands enorme areal (50 gange Danmark) og specielle bosætningsmønster med en meget lille befolkning på 57.000 indbyggere spredt over en meget lang kystlinje (næsten 45.000 kilometer) giver helt specielle udfordringer for tele- kommunikationen, der alene udbydes af Tele Greenland.
Befolkningen er fordelt på 18 byer og 70 bygder, som igen er
fordelt over den lange kyst- strækning. Den største by er hovedstaden Nuuk med næsten 15.000 indbyggere. Uden for Nuuk finder man kun mindre byer og bosætninger helt ned til bygder med 50 indbyggere.
Alt det skal Tele Greenland levere tele til, og det giver store udfordringer til kreativiteten og fantasien, når teknikken og ikke mindst forretningsmodel- lerne skal skrues sammen langs den lange, klippeforrevne kyst.
I dag har Tele Greenland et af verdens længste radiokæde- systemer og ikke færre end 14 satellitstationer. Priserne for telekommunikation i Grønland er da også en del højere, end vi er vant til i Danmark, men måske ikke så høje, som de vanskelige forhold ellers beret- tiger til.
De knap 57.000 mennesker på verdens største ø har investeret i over 25.000 fastnetlinier og næsten 18.000 mobiltelefonli- nier. Og de bruges flittigt. For eksempel blev der alene i marts sendt næsten fire millioner sm- s’er, eller cirka 65 pr. grønlæn- der. Og som illustration af be- gejstringen for telekommuni- kation, er der over 9.000 inter- net-abonnementer i landet, heraf er over en tredjedel ADSL-abonnenter, selvom ADSL først blev tilgængeligt for et år siden.
Teleliberalisering er noget, man har snakket meget om i Grønland. Man har drøftet, hvordan man gør det rigtigst, da man er bange for, at et frit marked vil sænke service- niveauet og mulighederne i de områder (især bygderne), hvor det ikke kan betale sig for pri- vate telefirmaer at etablere sig.
Foreløbig beholder Tele Greenland derfor monopolet og det gode marked, mod en forpligtelse til at levere de sam- me teleydelser over hele landet – altså også i de områder, hvor det er besværligt og dyrt.
Tele Greenland er en moder- ne virksomhed med egen satellitstation i København og 14 på øen. Den første telefonli- nie til Danmark åbnede i 1966, og den første sattelitforbindel- se kom i 1978, direkte tv og ra- dio fra Danmark kom til i 1982, og hele nettet var digitaliseret i 1997.
For lederen af Tele Green- lands centraler og stationer i Grønlands tredjestørste by, Ilu- lissat, har udfordringerne med at skabe tilgængelige telekom- munikationsveje i Grønland gi- vet et langt liv af oplevelser.
– Jeg kom til Grønland i 1960’erne og blev ret hurtigt in- volveret i at skabe Grønlands tele-infrastruktur. Grønland har hele tiden været tvunget til at gå foran på grund af de vanskelige forhold, og da Grønland fik sin første satellitforbindelse i 1978, måtte de danske inge- niører komme herop for at lære teknikken, da Danmark senere fik sine første satellitstationer i 1980’erne, siger Jørn Jensen.
Han leder Tele-Post Centret i Ilulissat, hvor moderne kom- munikationsredskaber blander sig med cirka 3.000 slædehun- de.
–I år får vi GSM og ADSL ud til bygderne også, og der er planer om at lægge lyslederkabel til Nuuk og et Atlantkabel, siger Jørn Jensen.
– Der er sket noget, siden den første morsemeddelelse gik fra Grønland til Danmark i 1925. Fra 1973 opbyggede man radio- kæden baseret på japansk tek- nologi med lavt energiforbrug, og hele systemet blev fuldt di- gitaliseret i 1997, faktisk med te- lefoncentralen i Ilulissat som den første i 1988. Lige nu er man ved at forlænge radiokæ- den og udvide kapaciteten, li- gesom man er ved at udskifte Siemens-udstyret i den, siger Jørn Jensen fra sit kontor med udsigt over Diskobugten.
Han nævner Grønland som en alsidig arbejdsplads, hvor man ikke kan klare sig med den samme løsning overalt.
– For eksempel forsøgte man på et tidspunkt at strømforsyne radiokædens ødestationer med vindmøller. Men i Sydgrønland blæste de væk, og i Nordgrøn- land isede de til. Kun i Midt- grønland virkede de, og det vi- ser bare, at der ikke er noget koncept, der virker i hele det store Grønland, siger han.
Jørn Jensen ser mange for- skelle i vilkårene for hans tele- virksomhed i forhold til f.eks. forholdene i Danmark:
– Selvom vi lever i en digital verden, kan vi godt finde på at køre på hundeslæde, når vi skal ud og tilse udstyret i bygderne. Det handler om at bruge det værktøj, som virker bedst, uan- set om det er nyt eller ældgam- melt som hundeslæden. Den virker jo endnu, konstaterer Jørn Jensen.
BOKS
UDFORDRING Istapper, der falder ned og smadrer antenner og paraboler for millioner. Netværkskommunikation, der er afhængig af satellit-forbindelse i 36.000 kilometers højde. En udskiftning af serverparken, der må vente til første skib i maj kommer igennem havisen. Vilkårene for it- og tele i det nordlige Grønland er anderledes, end den lavlands- danske it-chef er vant til. Computerworld har besøgt Grønlands vide, hvide verden.
BOKS
MÅSKE KABLER I FREMTIDEN
Der er ingen kabler mellem byerne og ud af Grønland. Al telekommu- nikation ud og ind af Grønland og i mange tilfælde også internt i Grønland foregår via en af de tre satellitter, Tele Greenland har for- bindelse til, nemlig Intelsat 601, Eutelsat II-F4 og GE Americom GE- 2. De senest anvendte kabler ud af Grønland blev skrottet i 1960’er- ne og havde i øvrigt meget lav kapacitet. Tele Greenland er i øjeblik- ket ved at undersøge, om det kan betale sig at lægge et søkabel til enten Island, som har kabelforbindelse til Europa, eller til Boston i USA, som også har krydsfelter til mange af de store internationale tele-motorveje. Kablerne vil dog aldrig helt kunne overflødiggøre sa- tellitforbindelserne, vurderer Tele Greenland i en rapport, hvor de har undersøgt mulighederne. Satellitforbindelserne må til stadighed op- retholdes, for at sikre Grønland forbindelse til udlandet, hvis kablet går ned eller rives over af trawl eller skibs-ankre. Og da kabelforbin- delse samtidig er meget dyr, er det tvivlsomt, om den lille grønland- ske befolkning får råd til at betale for kablerne lige foreløbig.
BOKS
AFSIDES Næsten al radiokommunikation i Grønland er baseret på den 1.600 km lange ra- diokæde. På kæden er der 29 øde stationer, der strømforsynes af solceller og dieselgeneratorer. Tidligere forsøgte man med vindmøller, men de blæste i stykker eller blev overisede. Til venstre ses repeaterstationen QING, beliggende på fjel- det Qingaq i ca. 1600 meters højde på Storø i Godthåbsfjorden. Stationen forstærker og vide- resender telekommunikation til bygden Kapisillit, og sender tv, radio og NMT-mobiltelefoni til fjor- dområdet. Desuden er der installeret fjernbe- tjente VHF-radioer til både fly og skibe på QING. En gang om året – om sommeren – tilses statio- nerne, og der fyldes brændstof på tankene. Det foregår med helikopter. Resten af året klarer sta- tionerne sig selv, og falder de ud om vinteren, kan det være svært at flyve til dem på grund af hårdt vejr.
BOKS
RYGRADEN I NETTET
Rygraden i Grønlands telein- frastruktur er en over 1.600 km lang radiokæde (sort linie på kortet). De byer og bygder, der ikke er dækket af kæden, dækkes af satellitsta- tioner. Grønland har direkte satellitforbindelser til flere lande, den største til Dan- mark – hvor al internettra-
fik også går igennem. Pri- vate fik adgang til ADSL i 2004. Den samlede inter- netkapacitet ud af Grønland (via satellit) er 14,5 Mbit/s, og ind i landet er forbindel- sen på 37 Mbit/s.
BOKS
TEKNOLOGI-BEGEJSTRING Grønland er ikke på samme teknologiske ni-
veau som Danmark og Europa, men landet er godt på vej. I lyset af, at øsamfundet indtil anden verdenskrig baserede sin økonomi på fangst og jagt og først blev ‘moderniseret’ med store, danske investeringer op igennem 1950’erne og 1960’erne, har Grønland alle- rede en særdeles internet-aktiv befolkning og stor udbredelse af it-værktøjer. Nedenfor en sammenligning mellem Danmark og Grønland på en række forskellige indikatorer.
Antal indbyggere pr. internetdomæne: Danmark (.dk): 10 Grønland (.gl): 27
Husstande med adgang til internet: Danmark: 75 procent Grønland: 33 procent
30 procent af husstandene i Grønland har en GPS-modtager (satellitnavigation).
42 procent af husstandene i Grønland har en bærbar VHF-radio.
GPS og VHF-radioen bruges af jægere og fi- skere i fjeldet og på vandet til navigation og kommunikation i det kæmpestore land, hvor en præcis stedsangivelse og hurtig kontakt til redningstjeneste eller nabobåde kan være livsnødvendig.
(Kilder: Computerworlds beregninger, DK Hostmaster, Tele Greenland, Danmarks Sta- tistik og Grønlands Statistik)
Steffen Fog 